Act 22 | Dan1871 | STEP | I Mænd, Brødre og Fædre! hører nu mit Forsvar til Eder!

‏ Acts 22

1 I Mænd, Brødre og Fædre! hører nu mit Forsvar til Eder! 2 (Men der de hørte, at han talede til dem i det Hebræiske Sprog, holdt de sig end mere stille). Og han sagde: 3 Jeg er en jødisk Mand, født i Tarsus udi Cilicia, men opdragen i denne Stad, ved Gamaliels Fødder, oplært efter vor Fædrenelovs Strenghed, og jeg var nidkjær for Gud, ligesom I ere alle i Dag. 4 Og jeg forfulgte denne Lærevei indtil Døden, bandt og overantvordede i Fængsler baade Mænd og Kvinder, 5 som og den Ypperstepræst maa vidne med mig, og de Ældstes ganske Raad, af hvilke jeg endog tog Breve til Brødrene, og riste til Damascus, for at føre ogsaa dem, der vare, bundne tilJerusalem, at de maatte blive straffede. 6 Men det skete mig, da jeg reiste og kom nær til Damascus, at ved Middag et stærkt Lys fra Himmelen hasteligen omskinnede mig. 7 Og jeg faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til mig: Saul! Saul! hvi forfølger du mig? 8 Men jeg svarede: hvo er du, Herre? Og han sagde til mig: jeg er Jesus den Nazaræer, som du forfølger. 9 Men de, som vare med mig, saae vel Lyset og bleve forfærdede, men hørte ikke hans Røst, som talede til mig. 10 Men jeg sagde: Herre, hvad skal jeg gjøre? Men Herren sagde til mig: staa op og gaa til Damascus, og der skal tales til dig om Alt, hvad dig er forordnet at gjøre. 11 Men der Synet var mig betraget for Glandsen af hiint Lys, blev jeg ledet ved Haanden af dem, som vare med mig, og kom til Damascus. 12 Men en Vis Ananias, en gudfrygtig Mand efter Loven, som havde godt Vidnesbyrd af alle Jøder, som der boede, 13 kom til mig og stod for mig og sagde: Saul, Broder, see op! Og jeg saae paa ham i samme Time. 14 Men han sagde: vore Fædres Gud har beskikket dig, at du skal kjende hans Villie, og see den Retfærdige, og høre en Røst af hans Mund. 15 Thi du skal være ham et Vidnes for alle Menneske om de Ting, som du har seet og hørt. 16 Og nu, hvad tøver du? Staae op, lad dig døbe og dine Synder aftvætte og paakald Herrens Navn. 17 Og det skete mig, der jeg kom tilbage til Jerusalem og bad i Templet, at jeg faldt i Henrykkelse, 18 og saae ham, sigende: skynd dig og gak hastig ud af Jerusalem, thi de ville ikke annamme dit Vidnesbyrd om mig. 19 Og jeg sagde: Herre! de vilde selv, at jeg fænglede og hudslettede i Synagogerne dem, som troede paa dig. 20 og der Stephanus', dit Vidnes Blod blev udøst, som jeg og selv hos og havde Behagelighed i hans Mord, og forsvarede deres Klæder, som ihjelsloge ham. 21 Og han sagde til mig: reis hen; thi jeg vil udsende sig langt bort til Hedningerne. 22 Men de hørte ham indtil dette Ord, da opløftede de deres Røst og sagde: bort af Jorden med en Saadan! thi det sømmer sig ikke, at han skal leve. 23 Men der de skrege og reve Klæderne af og kastede Støv i Luften, 24 da befoel Øversten han at føres i Fæstningen og sagde, at man skulde ved Hudstrygelse forhøre ham, paa det han kunde faae at vide, af hvad Aarsag de saaledes raabte imod ham. 25 Men der han lod ham spænde med Liner, sagde Paulus til den hosstaaende Høvedsmand: er det Eder tilladt at udstryge en romersk Mand, og det uforhørt? 26 Men der Høvedsmanden hørte dette, gik han til Øversten og forkyndte ham det og sagde: see, til, hvad du gjør; thi dette Menneske er en Romer. 27 Men Øversten kom frem og sagde til ham: siig mig, at du er en Romer? Men han sagde: ja. 28 Og Øversten svarede: jeg har kjøbt denne Borgerret for en stor Sum. Men Paulus svarede: jeg er endog født dertil. 29 Da lode de, som skulde forhørt ham, strax af fra ham. Men Øversten, der han fik at vide, at han var en Romer frygtede endog, fordi han havde bundet ham. 30 Men anden Dagen, der han vilde erfare med Vished, hvorfor han anklagedes af Jøderne, løste han ham af Baandene og befoel, at de Ypperstepræster og deres ganske Raad skulde komme sammen, og han førte Paulus frem og stillede ham for dem.