Exo 32 | Dan1871 | STEP | Og Folket saa, at Mose tøvede med at komme ned ad Bjerget; og Folket forsamledes om Aron. og de sagde til ham: Staa op, gør os Guder, som kunne gaa foran os; thi denne Mose, Manden, som førte os op af Ægyptens Land, vide vi ikke, hvad der er vederfaret.

‏ Exodus 32

1 Og Folket saa, at Mose tøvede med at komme ned ad Bjerget; og Folket forsamledes om Aron. og de sagde til ham: Staa op, gør os Guder, som kunne gaa foran os; thi denne Mose, Manden, som førte os op af Ægyptens Land, vide vi ikke, hvad der er vederfaret. 2 Og Aron sagde til dem: Afriver de Guldsmykker, som ere i eders Hustruers, eders Sønners og eders Døtres Øren, I og bærer dem til mig. 3 Saa afrev alt Folket de Guldsmykker, som vare i deres Øren, og de bare dem til Aron. 4 Og han tog det af deres Haand og dannede det med Mejselen og gjorde en støbt Kalv deraf, og de sagde: Israel! disse ere dine dine Guder, som førte dig op af Ægyptens Land. 5 Der Aron saa det, byggede han et Alter for den; og Aron raabte og sagde: I Morgen er det Herrens Højtid. 6 Og de stode aarle op den anden, Dag og ofrede Brændofre og fremførte Takofre; og Folket satte sig ned til at æde og drikke og stod op at lege. 7 Da sagde Herren til Mose: Gaa, stig ned; thi dit Folk, som du førte op af Ægyptens Land, har handlet fordærveligt. 8 De vege snart fra den Vej, som jeg bød dem, de have gjort sig en støbt Kalv, og de have tilbedet den og ofret til den og sagt: Israel! disse ere dine Guder, som førte dig op af Ægyptens Land. 9 Og Herren sagde til Mose: Jeg har set dette Folk, og se, det er et haardnakket Folk. 10 Og lad mig nu fare frem, at min Vrede maa optændes mod dem, og jeg maa fortoere dem; og jeg vil gøre dig til et stort Folk. 11 Og Mose bad ydmygelig for Herrens, sin Guds Ansigt og sagde: Herre, hvorfor skal din Vrede optændes imod dit Folk, som du udførte af Ægyptens Land med stor Kraft og med en stærk Haand 12 Hvorfor skulle Eaypterne tale og sige: Han har udført dem til Ulykke, for at ihjelslaa dem paa Bjergene og Ødelægge dem af Jorderige Vend om fra din grumme Vrede, og lad det onde mod dit Folk fortryde dig! 13 Kom dine Tjenere, Abraham, Isak og Israel i Hu, hvilke du har tilsvoret ved dig selv og tilsagt: Jeg vil gøre eders Sæd mangfoldig, som Stjernerne paa Himmelen; og alt det Land, som jeg har sagt, vil jeg give eders Sæd, og de, skulle eje det evindelig. 14 Saa fortrød Herren det onde, som han havde talet om at ville gøre sit Folk. 15 Og Mose vendte sig og gik ned ad Bjerget og havde to Vidnesbyrdets Tavler i sin Haand, Tavler beskrevne paa begge Sider, de vare skrevne baade paa den ene og den anden Side. 16 Og Tavlerne vare Guds Arbejde; og Skriften var Guds Skrift, indgravet i Tavlerne. 17 Der Josva hørte Lyden af Folket, som raabte, da sagde han til Mose: Der er en, Krigslyd i Lejren. 18 Men denne sagde: Det er ikke en Lyd af dem, som raabe, naar de sejre, og ikke en Lyd af dem, som raabe, naar de tabe; men jeg hører en Lyd af Sang. 19 Og det skete, der han kom nær til Lejren og saa Kalven og Dansen, da optændtes Mose Vrede, og han kastede Tavlerne af sine Hænder og senderbrød dem neden for Bjerget. 20 Og han tog Kalven, som de havde gjort, og opbrændte den med Ild og malede den til Støv og strøede det ov en paa Vandet og gav Israels Børn det at drikke. 21 Og Mose sagde til Aron: Hvad har dette Folk gjort dig, at du har ført en saa stor Synd over det 22 Og Aron svarede: Min Herres Vrede forhaste sig ikke; du kender Folket, at, det ligger i det onde. 23 Og de sagde til mig: Gør os Guder, som kunne gaa foran os; thi denne Mose, Manden, som førte os op af Ægyptens Land, vide vi ikke, hvad der er vederfaret. 24 Da sagde jeg til dem: Hvo som har Guld, de maa rive det af, og de gave mig det; og jeg kastede det i Ilden, saa kom denne Kalv ud. 25 Der Mose saa Folket, at det var tøjleløst, - thi Aron havde givet det Tøjlen til en Spot for deres Modstandere, 26 da stillede Mose sig i Lejrens Port og sagde: Hvo der hører Herren til, han komme til mig; da forsamlede alle Levi Børn sig til ham. 27 Og han sagde til dem: Saa siger Herren, Israels Gud: Hver binde sit Sværd ved sin Side; gaar frem og tilbage, fra den ene Port i Lejren til den anden, og ihjelslaar her sin Broder og hver sin Ven og hver sin Næste. 28 Og Levi Børn gjorde, som Mose havde sagt, og der faldt af Folket paa den samme Dag henved tre Tusinde Mænd. 29 Mose sagde: Foder eders Haand i Dag for Herren, at enhver er imod sin Søn og imod sin Broder, og det for at bringe Velsignelse over eder i Dag. 30 Og det skete den anden Dag, da sagde Mose til Folket: I have syndet en stor Synd, dog nu vil jeg opstige til Herren, om jeg maaske kan gøre Forligelse for eders Synd. 31 Der Mose kom igen til Herren, sagde han: Ak! dette Folk har syndet en stor Synd, og de have gjort sig Guder af Guld. 32 Og nu, gid du vilde forlade dem deres Synd; men hvis ikke, da udslet mig nu af din Bog, som du har skrevet! 33 Og Herren sagde til Mose: Hver den som synder imod mig, den vil jeg udslette af min Bog. 34 Og nu gaa, før Folket didhen, som jeg sagde dig: Se, min Engel skal gaa for dit Ansigt; men paa min Hjemsøgelses Dag vil jeg hjemsøge deres Synd over dem. 35 Og Herren slog Folket, fordi de havde gjort Kalven, som Aron havde gjort.