‏ Genesis 24

1Og Abraham var gammel, vel ved Alder, og Herren havde velsignet Abraham i alting. 2Og Abraham sagde til sin ældste Svend i sit Hus, som raadede over alt hans Gods: Kære, læg din Haand under min Lænd, 3og jeg vil lade dig sværge ved Herren, Himmelens Gud og Jordens Gud, at du ikke skal tage min Søn en Hustru af Kananiternes Døtre, iblandt hvilke jeg bor; 4rnen du skal gø til mit Land og til min Slægt og tage min Søn Isak en Hustru. 5Og Svenden sagde til ham: Maaske Kvinden ikke vil drage med mig til dette Land; skal jeg da vel føre din Søn tilbage til det Land, som du er kommen fra? 6Og Abraham sagde til ham: Forvar dig, at du ikke fører min Søn did igen. 7Herren, Himmelens Gud, som tog mig fra min Faders Hus og fra min Slægts Land, og som talede med mig, og som tilsvor mig og sagde: dette Land vil jeg give din Sæd, han skal sende sin Engel for dig, at du skal tage min Søn enn Hustru derfra. 8Men dersom Kvinden ikke vil dig, da skal du være fri for denne min Ed: ikkun min Søn skal du ikke føre derhen. 9Da lagde Svenden sin Haand under Abrahams, sin Herres, Lænd og tilsvor ham om denne Sag. 10Saa tog Svenden ti Kameler af sin Herres Kameler og for bort og havde alle Haande af sin Herres Gods med sig og gjorde sig rede og drog til Aram Naharaim, til Nakors Stad. 11Der lod han Kamelerne lægge sig uden for Staden ved en Vandbrønd mod Aftens Tid, mod den Tid da Kvinderne gaa ud at drage Vand. 12Og han sagde: Herre, min Herre Abrahams Gud! Kære, lad det møde mig i Dag, og gør Miskundhed mod min Herre Abraham. 13Se, jeg staar ved denne Vandbrønd, og Byens Folks Døtre komme ud at drage Vand. 14Og naar det sker, at der kommer en Pige, til hvem jeg siger: Bøj nu din Krukke ned og lad mig drikke, og hun siger: Drik, og jeg vil ogsaa give dine Kameler at drikke, lad hende da være den, som du har udset til din Tjener Isak, saa jeg derpaa kan kende, at du har gjort Miskundhed mod min Herre. 15Og det skete, før han havde endt at tale, se, da kom Rebekka ud, som var en Datter af Bethuel, som var en Søn af Milka, Nakors, Abrahams Broders, Hustru, og hendes Krukke var paa hendes Skulder. 16Og Pigen var meget smuk af Anseelse, en Jomfru, og ingen Mand havde kendt hende, og hun gik ned til Brønden og fyldte sin Krukke og gik op. 17Da løb Svenden imod hende og sagde: Kære, lad mig drikke Vand af din Krukke. 18Og hun sagde: Drik, min Herre! og hun skyndte sig og tog sin Krukke ned i sin Haand og gav ham at drikke. 19Der hun havde givet ham at drikke, da sagde hun: Jeg vil og drage vand til dine Kameler, til de have afdrukket. 20Og hun skyndte sig og tømte sin krukke i Truget og løb fremdeles til Brønden at øse, og hun drog til alle hans Kameler. 21Og anden undrede sig over hende, tav og stille for at faa at vide, om Herren havde ladet hans Rejse lykkes eller ej. 22Og det skete, der Kamelerne havde afdrukket, gav Mand en hende en Guldring, som vejede en halv Sekel, og satte to Armbaand paa hendes Hænder, de vejede ti Guldsekler. 23Og han sagde: Hvis Datter er du? Kære, sig mig, monne der være Rum i din Faders Hus at give os Nattely? 24Og hun sagde til ham: Jeg er en Datter af Bethuel, som er en Søn af Tilka, der fødte ham for Nakor. 25Og hun sagde til ham: Der er baade Straa og meget Foder hos os, ogsaa er der Rum til Herberge i Nat. 26Og Manden bøjede sig og tilbad Herren. 27Og han sagde: Lovet være Herren, min Herre Abrahams Gud, som ikke har afladt med sin Miskundhed og sin Trofasthed mod min Herre! mig, ja, mig har Herren ført paa Vejen til min Herres Broders Hus. 28Og Pigen løb og kundgjorde i sin Moders Hus disse Ting. 29Og Rebekka havde en Broder, og hans Navn var Laban, og Laban løb ud til Manden, til Brønden. 30Og det skete, der han saa Ringen og Armbaandene paa sin Søsters Hænder, og der han hørte Rebekkas, sin Søsters, Ord, at hun sagde: Saaledes har Manden sagt til mig, da kom han til Manden, og se, han stod hos Kamelerne ved Brønden. 31Og han lidt sagde: Kom ind, du Herrens Velsignede, hvi staar du herude thi jeg har beredt Huset, og der er Rum for Kamelerne. 32Saa kom Manden i Huset og løste Kamelerne, og han gav Straa og Foder til Kamelerne og Vand til at to hans Fødder og de Mænds Fødder, som vare med ham. 33Og der blev sat Mad for ham; men han sagde: Jeg vil ikke æde, før jeg har udsagt mit Ærinde; og han sagde: Tal! 34Og han sagde: Jeg er Abrahams Svend. 35Og Herren har velsignet min Herre meget, at han er bleven mægtig; og han har givet ham Faar og Kvæg og Sølv og Guld og Svende og Tjenestepiger og Kameler og Asener. 36Og Sara, min Herres Hustru, har født min Herre en Søn, efter at hun var gammel, og denne har han givet alt det, han ejer. 37Og min Herre har taget en Ed af mig og sagt: Du skal ikke tage min Søn en Hustru af Kananiternes Døtre, i hvis Land jeg bor. 38Men du skal fare hen til min Faders Hus og til min Slægt og tabe min Søn en Hustru. 39Og jeg sagde til min Herre: Maaske Kvinden ikke vil drage med mig. 40Og han sagde til mig: Herren, for hvis Ansigt jeg har vandret, skal sende sin Engel med dig og give dig en lyksalig Rejse, og du skal tage min Søn en Hustru af min Slægt og af min Faders Hus. 41Da skal du være fri for min Ed, naar du kommer til min Slægt; og om de ikke ville give dig hende, saa er du fri for min Ed. 42Saa kom jeg i Dag til Brønden og sagde: Herre, min Herre Abrahams Gud! Kære, dersom du har givet Lykke paa min Rejse, paa, hvilken jeg har vandret, 43se, jeg staar ved denne Vandbrønd, og naar det sker, der kommer en Jomfru ud at drage Vand, og jeg siger til hende: Giv mig nu lidet Vand at drikke af din Krukke; 44og hun siger mig: Baade maa du drikke, og jeg vil ogsaa Øse til dine Kameler, lad hende være den Kvinde, som Herren har udset til min Herres Søn. 45Førend jeg havde udtalet i mit Hjerte, se, da kom Rebekka ud, og hendes Krukke var paa hendes Skulder, og hun gik ned til Brønden og drog Vand! da sagde jeg til hende: Kære, giv mig at drikke. 46Saa skyndte hun sig og tog sin Krukke ned ad sig og sagde: Drik, og jeg vil ogsaa give dine Kameler at drikke; og jeg drak, og hun gav ogsaa Kamelerne at drikke. 47Og jeg spurgte hende og sagde: Hvis Datter er du og hun sagde: Jeg er en Datter af Bethuel, Nakors Søn, som Milka fødte ham. Saa hængte jeg en Ring i hendes Næse og Armbaand paa hendes Hænder. 48Og jeg bøjede mig og tilbad Herren og lovede Herren, min Herre Arahams Gud, som havde ledet mig paa den rette Vej at tage min Herres Broders Datter til hans Søn. 49Og nu, dersom I ville vise Miskundhed og Trofasthed mod min Herre, siger mig det; men dersom I ikke ville det, da siger mig det, at jeg kan vende mig til den højre eller til den venstre Side. 50Da svarede Laban og Bethuel og sagde: Denne Sag er kommen fra Herren, vi kunne hverken tale til dig ondt eller godt. 51Se, der er Rebekka for dig, tag hende og gak, at hun bliver din Herres Søns Hustru, som Herren har sagt. 52Og det skete, der Abrahams Svend hørte deres Ord, da bøjede han sig til Jorden for Herren. 53Og Svenden udtog Sølvtøj og Guldtøj og Klæder og gav Rebekka; men hendes Broder og hendes Moder gav han dyrebar Skænk. 54Saa aade de og drak, han og de Mænd, som vare med ham, og bleve der om Natten, og de stode op om Morgenen, og han sagde: Lader mig fare til min Herre! 55abde hendes Broder og hendes Moder: Lad Pigen blive hos os nogle Dage eller ti; siden maa du fare. 56Og han sagde til dem: Holder mig ikke op, thi Herren har givet Lykke paa min Rejse; lader mig fare, og jeg vil vandze til min Herre. 57Og de sagde: Lader os kalde Pigen og spørge, hvad hun siger. 58Saa kaldte de ad Rebekka og sagde til hende: Vil du fare med denne Mand og hun sagde: Jeg vil fare. 59Saa lode de deres Søster Rebekka og hendes Amme og Abrahams Svend og hans Mænd fare. 60Og de velsignede Rebekka og sagde til hende: Vor Søster bliv du til tusinde Gange Titusinde, og din Sæd skal eje sine Fjenders Port. 61Saa stod Rebekka op og hendes Piger, og de satte sig paa Kameler og fore med Manden, og Svenden annammede Rebekka og for bort. 62Isak kom gaaende fra den Brønd, som kaldes Beer Lakai Roi; thi han boede i Landet imod Sønden. 63Og Isak var udgangen til at gøre Bøn paa Marken mod Aften, og han opløftede sine Øjne og saa, og se, Kamelerne kom. 64Og Rebekka opløftede sine Øjne og saa Isak og steg hastig ned ad Kamelen. 65Og hun sagde til Svenden: Hvo er den Mand, som gaar paa Marken imod os og Svenden sagde: Det er min Herre; saa tog hun et Slør og skjulte sig. 66Og Svenden fortalte Isak hele Sagen som han havde udrettet. 67Saa ledte Isak hende til sin Moder Saras Telt og han tog Rebekka, og hun blev hans Hustru, og han elskede hende og Isak blev trøstet efter sin Moder.