‏ Hebrews 10

1Thi Loven, som har ikkun en Skygge af de tilkommende Goder og ikke Tingenes Billede selv, kan aldrig ved de samme aarlige Offere, hvilke de bestandigen frembære, fuldkommen forsone dem, som dermed fremkomme. 2Ellers maatte jo disse Offere have ophørt, efterdi de Offrende ikke mere vilde havt nogen Bevidsthed om Synder, naar de eengang vare rensede. 3Men ved Offrene skeer aarligen Syndernes Ihukommelse. 4Thi det er umuligt, at Blod af Øxne og Bukke kan borttage Synder. 5Derfor siger han, idet han indtræder i Verden: Slagt-Offer og Mad-Offer vilde du ikke, menet Legeme beredte du mig; 6Brænd-Offere og Synd-Offere havde du ikke Behagelighed til. 7Da sagde jeg, see, jeg kommer, (der er skrevet om mig i Bogens Rolle,) for at gjøre, Gud! din Villie. 8Men da han først havde sagt: Slagt-Offer og Mad-Offer og Brænd-Offere og Synd-Offere vilde du ikke havde ei heller Behagelighed til dem, (og disse frembæres efter Loven), 9saa siger han: see, jeg kommer, for at gjøre, Gud! din Villie. (han ophæver det Første for at sætte det Andet.) 10Ved hvilken Villie vi ere helliggjorte formedelst Jesu Christi Legemes Offrelse den ene Gang. 11Og hver Præst staaer daglig for at tjene og for at offre mange gange de samme Offere, hvilke aldrig kunne borttage Synder. 12Men han, der han havde offret eet Offer for Syndere, sidder han for stedse hos Guds høire Haand, 13biende iøvrigt, indtil hans Fjender blive lagte til hans Fødders Fodskammel. 14Thi med eet Offer har han for stedse fuldkommen forsonet dem, som helliggjøres. 15Dette vidner ogsaa den Hellig Aand for os; thi efter først at have sagt: 16denne er den pagt, som jeg vil gjøre med dem efter disse Dage, siger Herren: jeg vil give mine Love i deres Hjerter og skrive dem i deres Sind; 17da siger han: og jeg vil ikke mere ihukomme deres synder og deres Overtrædelser. 18Men hvor disse ere forladte, der behøves ikke mere Offer for Synden. 19Efterdi vi da, Brødre! have Frihed til at indgaae i Helligdommen ved Jesu Blod, 20hvortil han indviede os en ny og levende Vei gjennem Forhænget, det er, hans Kjød, 21og efterdi vi have en stor Præst over Guds Huus: 22da lader os træde frem med et sanddru Hjerte, i Troens fulde Forvisning, Hjerterne ved Bestænkelsen rensede fra en ond Samvittighed, og Legemet aftvættet med reent Vand. 23Lader os holde fast ved Haabets urokkelige Bekjendelse; thi han er trofast, som gav Forjættelsen; 24og lader os give Agt paa hverandre, saa vi opmuntre hverandre til Kjærlighed og gode Gjerninger, 25og ikke forlade vor egen Forsamling, som Nogle have for Skik, men formane hverandre, det saa meget des mere, som I see, at Dagen nærmer sig. 26Thi synde vi med Villie, efter at have annammet Sandhedens Erkjendelse, er der ikke Offer mere tilbage for Synden, 27Men en frygtelig Forventelse af Dommen og en brændende Nidkjærhed, som skal fortære de Gjenstridige. 28Naar Nogen har brudt Mose Lov, døer han uden Barmhjertighed efter to eller tre Vidners udsagn: 29hvor meget værre Straf, mene I, at den skal agtes værd, som træder Guds Søn med Fødder og ringeagter pagtens Blod, hvormed han var helliget, og forhaaner Naadens Aand? 30Thi vi kjende den, som har sagt: mig hører Hevnen til, jeg vil betale, siger Herren; og atter: Herren skal dømme sit Folk. 31Det for forfærdeligt at falde i den levende Guds Hænder. 32Kommer de forrige Dage i hu, i hvilke I, efterat I vare blevne oplyste, udholdt en stor Kamp med Lidelser, 33idet I deels selv ved Forsmædelser og Trængsler bleve et Skuespil, deels toge Deel med dem, som fristede saadanne Kaar. 34Thi baade have I Medlidenhed med mine Baand, og I skikkede Eder med Glæde deri, atman røvede Eders Gods, vidende, at I have i Eder selv et bedre og blivende Gods i Himlene. 35kaster derfor ikke Eders Frimodighed bort, hvilken har en stor Belønning; 36thi I have Taalmodighed behov at, naar I have gjort Guds Villie, I da kunne faae Forjættelsen. 37Thi der er endnu kun en liden Stund, indtil den kommer, der skal komme, og han skal ikke tøve. 38Men den Retfærdige af Troen skal leve; og dersom Nogen udddrager sig, har min Sjæl ikke Behagelighed i ham. 39Men vi ere ikke af dem, som unddrage sig til deres Fordærvelse, men af dem, som troe til Sjælens Frelse.