‏ Hebrews 11

1Men Troen er en Bestandighed i det, som haabes, en fast overbeviisning om det, som ikke sees. 2Ved den fik de Gamle godt Vidnesbyrd. 3Ved Tro forstaae vi, at Verden er bleven beredt ved Guds Ord, saa at de Ting, som sees, ere blevne af dem, der ikke vare tilsyne. 4Formedelst Tro offrede Abel Gud et bedre Offer end Kain, og for den fik han det Vidnesbyrd, at han var retfærdig, idet Gud bevidnede sit Velbehag i hans Gaver; og ved den taler han endnu, alligevel han er død. 5Formedelst Tro blev Enok borttagen, at han ikke skulde see Døden og blev ikke funden, efterdi Gud havde taget ham bort; thi før han blev borttagen, havde han det Vidnesbyrd, at han behagede Gud. 6Men uden Tro er det umuligt at behage ham; thi det bør den, som kommer frem for Gud, at troe, at han er til, og at han bliver deres Belønner, som søge ham. 7Formedelst Tro var det, at Noah advaret af Gud om det, som endnu ikke faaes, frygtede Gud og beredte Arken til sit Huses Frelse; ved den fordømte han Verden og blev Arving til Retfærdigheden af Troen. 8Formedelst Tro var Abraham lydig, der han blev kaldet, i at udgaae til det Sted, som han skulde tage til Arv; og han gik ud, dog han ikke vidste, hvor han kom. 9Formedelst Tro opholdt han sig i Forjættelsens Land som i et fremmed, boende udi Pauluner med Isaak og Jakob, som vare Medarvinger til samme Forjættelse; 10thi han forventede den Stad som har Grundvold, hvis Bygmester og Forarbeider er Gud. 11Formedelst Tro fik selv Sara Kraft til at undfange, og fødte over Hendes Alders Tid; thi hun agtede ham at være trofast, som havde lovet det. 12Derfor avledes og af Een, og det en Kraftesløs, som Stjerner paa Himmelen i Mangfoldighed og som Sandet ved Havets Bred, det utallige. 13I Tro døde alle disse, uden at have opnaaet Forjættelserne, men saae dem langt borte og lode sig overbevise og hilsede dem og bekjendte, at de vare Gjester og Udlændinge paa Jorden. 14Men de, som sige Saadant, give klarligen tilkjende, at de søge et Fædreneland. 15Og dersom de havde havt det i Tanker, hvorfra de vare udgangne, havde de vel havt Tid at vende tilbage; 16men nu hige de efter et bedre, det er et himmelsk; derfor blues Gud ikke ved dem, at kaldes deres Gud; thi han har beredt dem en Stad. 17Formedelst Tro offrede Abraham Isaak, der han fristedes, ja den Eenbaarne offrede ham, som havde annammet Forjættelserne, 18til hvem der var sagt: i Isaak skal Sæd fremkaldes dig: 19thi han betænkte, at Gud var mægtig endog til at opreise fra de Døde, og i en Ligheddermed fik han ham ogsaa tilbage. 20Formedelst Tro om det Tilkommende velsignede Isaak Jakob og Esau. 21Formedelst Tro velsignede Jakob, der han døde, hver af Josephs Sønner og tilbad, lænende sig over sin Stav. 22Formedelst Tro erindrede Joseph døende Israels Børns Udgang og gav Befaling om sine Been. 23Formedelst Tro blev Moses, der han var født, skjult tre Maaneder af sine Forældre, fordi de saae, at Barnet var deiligt, og de frygtede ikke for Kongens Befaling. 24Formedelst Tro nægtede Moses der han var bleven stor, at kaldes Pharaos Datters Søn, 25og valgte hellere at lide Ondt med Guds Folk end at have Syndens timelige Nydelse, 26agtende Christi Forsmædelse for større Rigdom end Ægyptens Liggendefæ; thi han saae han til Belønningen. 27Formedelst Tro forlod han Ægypten og frygtede ikke for Kongens Vrede; thi han holdt hardt ved den Usynlige, som om han saae ham. 28Formedelst Tro anordnede han Paasken og Blodstænkelsen, at den, som ødelagde de Forstefødte, skulde ikke røre dem. 29Formedelst Tro gik de igjennem det røde Hav som igjennem tørt Land; men da Ægypterne forsøgte det, druknede de. 30Formedelst Tro faldt Jerichos Mure, efterat de vare omgangne i syv Dage. 31Formedelst Tro omkom Rahab, Skjøgen, ikke med de Vantroe; thi hun annammede Speiderne med Fred. 32Dog hvi skal jeg tale mere? Tiden vilde jo fattes mig, hvis jeg fortalte om Gideon, om Barak, og Samson og Jephta, om David og Samuel og Propheterne, 33hvilke formedelst Tro overvandt Riger, øvede Retfærdighed, erholdt Forjættelser, stoppede Løvers Mund, 34skulde Ildens Kraft, undflyede Sværdets Od, bleve Stærke efter Skrøbelighed, bleve vældige i Krigen, bragte Fjendernes Leire til at vige. 35Kvinder fik deres Døde igjen, opstandne; Andre bleve udspilede til Pinsel og toge ikke imod Befrielse, at de maatte erholde en herligere Opstandelse. 36Andre prøvede Bespottelser og Hudstrygelser, tilmed Lænker og Fængsel; 37de bleve stenede, gjennemsavgede, fristede, henrettede med Sværd, gik omkring i Faare- og Gedeskind, lidende Mangel, betrængte, mishandlede, 38(dem var Verden ikke værd,) omvankende i Ørkener, paa Bjerge og i Jordens Huler og Kløfter. 39Og disse alle, enddog de havde Vidnesbyrd for deres Tro, naaede ikke Forjættelsen, 40efterdi Gud havde udseet noget Bedre for os, at de ikke skulde fuldkommes uden os.