Heb 12 | Dan1871 | STEP | Derfor lader og os, efterdi vi have en saadan Skare af Vidner omkring os, aflægge al byrde og Synden, som lettelig forrasker os, og med Standhaftighed gjennemløbe den os anviste Bane,

‏ Hebrews 12

1 Derfor lader og os, efterdi vi have en saadan Skare af Vidner omkring os, aflægge al byrde og Synden, som lettelig forrasker os, og med Standhaftighed gjennemløbe den os anviste Bane, 2 idet vi see hen til Troens Begynder og Fuldkommer, Jesus, hvilken i stedetfor den Glæde, han havde for sig, led taalmodeligen Korset idet han foragtede Forhaanelsen, og sider nu ved den høire Side af Guds Throne. 3 Betagter den, som har taalmodeligen lidt en saadan Modsigelse af Syndere imod sig, at I ikke blive trætte og forsage i Eders Sjæle. 4 Endnu stode I ikke imod indtil Blodet, idet I strede mod Synden, 5 og I have glemt den Formaning, der taler til Eder som til Børn: min Søn! agt ikke Herrens revselse ringe, vær ikke heller forsagt, naar du tugtes af ham; 6 thi hvem Herren elsker, den revser han, og han tugter haardeligen hver Søn, som han antager sig. 7 Dersom I lider Revselse, handler Gud med Eder, som med Børn; thi hvo er den Søn, som Faderen ikke revser? 8 Men dersom I ere uden Revselse, i hvilken Alle ere blevne deelagtige, da ere I uægte og ikke Børn. 9 Have vi tilmed havt vore kjødelige Fædre til Optugtere og bevaret Frygt for dem, skulde vi da ikke meget mere være Aandernes Fader underdanige og leve? 10 Thi hine revsede os for faa Dage efter deres Tykke, men han revser os til Nytte, paa det vi skulle blive deelagtige i hans Hellighed. 11 Men al Revselse, imedens den er nærværende, syndes ikke at være til Glæde, men til Bedrøvelse; men siden giver den igjen dem, som derved ere øvede, Retfærdigheds salige Frugt. 12 Derfor retter de slappe Hænder og de afmægtige knæ, 13 og gjører sikkre Trin med Eders Fødder, at ikke de Halte skal drages mere af Lave, men snarere helbredes. 14 Stræber efter Fred med hver Maand og efter hellighed, uden hvilken Ingen skal see Herren; 15 og seer til, at ikke Nogen forsømmer Guds Naades Tid, at ikke nogen bitter Rod skyder op og gjør Forvirring, saa at mange ved den smittes; 16 at ikke Nogen er en Skjørlevner eller en Vanhellig som Esau, som er for een Ret mad afhændede sin Førstefødsels-Rettighed. 17 Thi I vide, at han og derefter, der han vilde arve Velsignelsen, blev forskydt; thi han fandt ikke Sted for sin Anger, alligevel han med Graad søgte derom. 18 I ere jo ikke komne til hiint bævende Bjerg, antændt af Ild, og til Mulm og Mørke og Uveir, 19 og til Basunens Lyd og til Ordenes Røst, hvorom de, der hørte den, bade, at der ikke mere maatte tales til dem. 20 Thi de fordroge ikke det, som var budet, at endog, dersom et Dyr rørte ved Bjerget, skulde et stenes eller fældes med et Pileskud. 21 Og saa frygteligt var Syndet, at Moses sagde: jeg er forfærdet og bæver. 22 Men I ere komne til Zions Bjerg og til den levende Guds Stad, til det himmelske Jerusalem og til Englenes mange Tusinde, 23 til de Førstefødtes Forsamling og Menighed, som ere opskrevne i Himlene, og til Gud, Alles Dommer, og til de fuldkommede Retfærdiges Aander, 24 og til den nye Pgts Midler, Jesus, og til Bestænkelsens Blod, som taler bedre end Abel. 25 Vogter Eder, at I ikke forskyde den, som taler. Thi undflyede de ikke, som forskøde ham, der talede Guds Ord paa Jorden, da skulle vi meget mindre dersom vi ere gjenstridige mod ham fra Himlene, 26 hvis Røst da bevægede Jorden; men nu har han lovet, sigende: endnu een Gang ryster jeg, ikke aleneste Jorden, men og Himmelen. 27 Men dette "endnu een Gang" giver tilkjende, at de Ting, der bevæges, skulle omskiftes, efterdi de ere gjorte, paa det de, der ikke bevæges, skulle blive ved. 28 Efterdi vi da have bekommet et ubevægeligt Rige, saa lader os holde fast ved Naaden, ved hvilken vi kunde tjene Gud velbehagligen, med Undseelse og Ærefrygt. 29 Thi og vor Gud er en fortærende Ild.