Job 24 | Dan1871 | STEP | Hvorfor ere Tider ikke gemte af den Almægtige? og hvorfor se de, som kender ham, ikke hans Dage?

‏ Job 24

1 Hvorfor ere Tider ikke gemte af den Almægtige? og hvorfor se de, som kender ham, ikke hans Dage? 2 Man forrykker Markskel, man røver Hjorder og vogter dem; 3 man driver de faderløses Asen bort, man tager en Enkes Okse til Pant; 4 man trænger de fattige ud af Vejen, de elendige i Landet maa skjule sig til Hobe. 5 Se, som Vildæsler i Ørken gaa de ud til deres Gerning, de staa aarle op efter Føde! Ørkenen giver dem Brød til Børnene. 6 De høste den ugudeliges Blandingssæd, og de holde Efterhøst i hans Vingaard. 7 Nøgne ligge de om Natten, uden Klæder, og uden Dække i Kulden. 8 De blive vaade af Bjergenes Vandskyl, og fordi de ingen Tilflugt have, favne de Klippen. 9 Man river den fader løse fra, Moders Bryst; og af den elendige tager man Pant. 10 Nøgne gaa de uden Klæder, og hungrende bære de Neg. 11 De udperse Olie inden for hines Mure, de træde Vinperserne og tørste derved. 12 Fra Staden sukke Folk, og de gennemboredes Sjæle skrige; dog agter Gud ikke paa det urimelige deri. 13 Der er dem, som hade Lyset, de kende ikke dets Veje, og de blive ikke paa dets Stier. 14 Morderen staar op, naar det dages, slaar den elendige og fattige ihjel; og om Natten er han som Tyvern. 15 Og Horkarlens Øjne vare paa Tusmørket, og han siger: Intet Øje skal skue mig; og han lægger et Dække over sit Ansigt. 16 I Mørket brydes ind i Husene, om Dagen lukke de sig inde; de kende ikke Lyset 17 Thi for dem alle er Dødsskygge Morgen; thi de ere bekendte med Dødsskyggens Rædsler. 18 Let farer en saadan bort paa Vandet, deres Arvelod er forbandet i Landet; han vender sig ikke til Vingaardenes Vej. 19 Tørhed, ja Hede borttager Snevand. Dødsriget dem, som have syndet. 20 Moders Liv glemmer ham, han smager Ormene vel; han ihukommes ikke ydermere, og Uretfærdigheden sønderbrydes som et Træ; 21 han, der udpinte den ufrugtbare, som ikke fødte, og ikke vilde gøre en Enke godt. 22 Dog Gud opholder de mægtige længe med sin Magt; de rejse sig, naar de ikke mere tro paa deres Liv. 23 Han giver dem Tryghed, og de forlade sig fast derpaa; og hans Øjne ere over deres Veje. 24 De ere ophøjede; om en liden Stund findes ingen af dem, og de synke hen, de indsamles som alle andre, og de afhugges som Toppen paa et Aks. 25 Og hvis det ikke er saa, hvo kan da straffe mig for Løgn og gøre min Tale til intet