‏ John 5

1Derefter var det Jødernes Høitid, og Jesus gik op til Jerusalem. 2Men der var en Dam i Jerusalem ved Faareporten, den kaldes paa Hebraisk Bethesda og har fem Buegange. 3I dem laa en stor Mængde af Syge, Blinde, Halte, Visne, som ventede paa, at Vandet skulde røres. 4Thi paa visse Tider foer en Engel ned udi Dammen og oprørte Vandet. Hvo som da først, efter Vandets oprør, steg ned, blev sund, hvadsomhelst Syge han var beheftet med. 5Men der var et Menneske, som havde ligget otte og tredive Aar i Sygdom. 6Der Jesus saae ham ligge og vidste, at han allerede havde ligget lang Tid, sagde han til ham: vil du vorde sund? 7Den Syge svarede ham: Herre! jeg har Ingen, som kan bringe mig i Dammen, naar Vandet bliver oprørt; men naar jeg kommer, nedstiger en Anden før jeg. 8Jesus sagde til ham: staa op, tag din Seng og gak. 9Og strax blev Mennesket sundt og tog sin Seng og gik; men det var Sabbat paa den samme Dag. 10Derfor sagde Jøderne til den, som var bleven helbredet: det er Sabbat, det er dig ei tilladt at bære Sengen. 11Han svarede dem: den, som gjorde mig sund, han sagde til mig: tag din Seng og gak. 12Da spurgte de ham: hvo er det Menneske, som sagde til dig: tag din Seng og gak? 13Men den, som var bleven helbredet, vidste ikke, hvo han var; thi Jesus havde unddraget sig, da der var meget Folk paa Stedet. 14Derefter fandt Jesus ham i Templet og sagde til ham: see, du er bleven sund; synd ikke mere, at dig ikke noget værre skal vederfares. 15Mennesket gik bort og kundgjorde Jøderne, at det var Jesus, som havde gjort ham sund. 16Og derfor forfulgte Jøderne Jesus, og søgte at slaae ham ihjel, efterdi han havde gjort dette paa en Sabbat. 17Men Jesus svarede dem: min Fader arbeider indtil nu, og jeg arbeider. 18Derfor søgte da Jøderne end mere at slaa ham ihjel, fordi han ikke aleneste brød Sabbaten, men og kaldte Gud sin egen Fader og gjorde sig selv Gud lig. 19Derfor svarede Jesus og sagde til dem: sandelig, sandelig siger jeg Eder: Sønnen kan slet intet gjøre af sig selv, uden hvad han seer Faderen gjøre; thi hvilke Ting, som han gjør, de samme gjør og Sønnen ligesaa. 20Thi Faderen elsker Sønnen, og viser ham alt det, han selv gjør, og han skal vise ham større Gjerninger, end disse, at I skulle forundre Eder. 21Thi ligesom Faderen opvækker Døde og gjør levende, ligesaa gjør og Sønnen levende, hvilke han vil. 22Ogsaa dømmer Faderen Ingen, men har givet Sønnen al Dom, 23at Alle skulle ære Sønnen, ligesom de ære Faderen. Hvo som ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som ham udsendte. 24Sandelig, sandelig siger jeg Eder: hvo som hører mit Ord og troer den, som mig udsendte, har et evigt Liv, og kommer ikke til Dommen, men er gaaet over fra Døden til Livet. 25Sandelig sandelig siger jeg Eder: den time kommer, ja, er nu, da de Døde skulle høre Guds Søns Røst, og de, som den høre, skulle leve. 26Thi ligesom Faderen har Livet i sig selv, saaledes har han og givet Sønnen at have Livet i sig selv; 27og har givet ham Magt, ogsaa at holde Dom, efterdi han er Menneskens Søn. 28Forundrer Eder ikke herover; thi den Time kommer, paa hvilken alle de i Gravene skulle høre hans Røst, 29og de skulle gaae frem, de, som have gjort Godt, til Livsens Opstandelse, men de, som have gjort Ondt til Dommens Opstandelse. 30Jeg kan slet intet gjøre af mig selv; ligesom jeg hører, dømmer jeg, og min Dom er retfærdig; thi jeg søger ikke min Villie, men Faderens Villie, som har udsendt mig. 31Dersom jeg vidner om mig selv, er mit Vidnesbyrd ikke sandt. 32Der er en Anden, som vidner om mig, og jeg veed, at det Vidnesbyrd er sandt, som han vidner om mig. 33I have sendt til Johannes, og han har vidnet for Sandheden. 34Men ikke fra et Menneske henter jeg Vidnesbyrd; dog dette siger jeg, paa det I skulle frelses. 35Han har et brændende og skinnende Lys; men I have til en Tid villet fryde Eder ved hans Lys. 36Men jeg har et større Vidnesbyrd end Johannes'; thi de Gjerninger, som Faderen har givet mig at fuldkomme, disse Gjerninger, som jeg gjør, vidne om mig, at Faderen har udsendt mig. 37Og Faderen, som har udsendt mig, har selv vidnet om mig; I have aldrig hverken hørt hans Røst eller seet hans Skikkelse. 38Og I have ikke hans Ord blivende i Eder; thi den, som han har udsendt, ham troe I ikke. 39I ransage Skrifterne, fordi I mene i dem at have et evigt Liv; og disse er det, som vidne om mig. 40Og I ville ikke komme til mig, at I kunne have Livet. 41Jeg tager ikke Ære af Mennesker; 42men jeg kjender Eder, at I have ikke Guds Kjærlighed i Eder. 43Jeg er kommen i min Faders Navn, og I annamme mig ikke; dersom en Anden kommer i sit eget Navn, han skulle I annamme. 44Hvorledes kunne I troe, I, som tage Ære af hverandre, og den Ære, som er af den eneste Gud, søge I ikke? 45Tænker ikke, at jeg vil anklage Eder for Faderen; der er den, som Eder anklager, Moses, paa hvem I haabe. 46Dersom I troede Moses, troede I vel mig; thi han har skrevet om mig. 47Men troe I ikke hans Skrifter, hvorledes skulle I troe mine Ord?