‏ Matthew 21

1Og der de kom nær til Jerusalem, og var komne til Bethpage ved Oliebjerget, da sendte Jesus tvende Disciple og sagde til dem: 2gaar hen i den By, som ligger for Eder, og strax skulle i finde en Aseninde bunden og et Føl hos hende; løser dem og fører dem til mig. 3Og dersom Nogen taler Eder Noget til, da siger, at Herren har dem behov, saa skal han strax fremsende dem. 4Men dette skete altsammen, at det skulde fuldkommes, som er talet ved Propheten, som siger: 5forkynder Zions Datter! see, din Konge kommer til dig, sagtmodig og ridende paa et Asen og paa Asenindens Føl. 6Men Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus befoel dem; 7og de hentede Aseninden og Føllet, og lade deres Klæder paa dem; og han satte sig derpaa. 8Men de Fleste af Folket bredte deres Klæder paa Veien, andre huggede Grene af Træerne og strøede dem paa Veien; 9men Folket, som gik foran og fulgte, raabte og sagde: Hosanna den Davids Søn! velsignet være den, som kommer i Herrens Navn! Hosanna i det Høieste! 10Og der han drog ind i Jerusalem, oprørtes den ganske Stad og sagde: hvo er denne? 11Men Folket sagde: det er Jesus, Propheten fra Nazareth i Galilæa. 12Og Jesus gik ind i Guds Tempel og uddrev alle dem, som solgte og kjøbte i Templet, og omstødte Vexelerernes Borde og Duekræmmernes Stole. 13Og han sagde til dem: der er skrevet: mit Huus skal kaldes et Bedehuus, men I have gjort det til en Røverkule. 14Og der gik Blinde og Halte til ham i Templet, og han helbredte dem, 15Men der de Ypperstepræster og Skriftkloge saae de Undergjerninger, som han gjorde, og at Børnene raabte i Templet og sagde: Hosanna den Davids Søn! bleve de vrede, og sagde til ham: 16hører du, hvad disse sige? Men Jesus sagde til dem: jo! have I aldrig læst af de Umyndiges og Diendes Mund skal du berede Lov? 17Og han forlod dem og gik udenfor Staden til Bethanien, og blev der. 18Men der han om Morgenen igjen gik til Staden, hungrede ham. 19Og han saae et Figentræ ved Veien og gik til det, og fandt Intet derpaa, uden Blade alene. og Han sagde til det: aldrig mere voxe Frugt paa dig! Og Figentræet visnede strax. 20Og der Disciplene saae det, forundrede de sig og sagde: hvorledes visnede Figentræet saa strax? 21Men Jesus svarede og sagde til dem: sandelig siger jeg Eder: dersom I have Tro og ikke tvivle, da skulle I ikke alene kunne gjøre det med Figentræet, men dersom I endog sige til dette Bjerg: løft dig og kast dig i Havet, da skal det skee. 22Og alt det, I begjære i Bønnen troende, det skulle I faae. 23Og der han kom til Templet, traadte til ham, idet han lærte, de ypperstepræster og Folkets Ældste, og sagde: af hvad Magt gjør du dette? og hvo har givet dig denne magt. 24Men Jesus svarede og sagde til dem: jeg vil og spørge Eder om een Sag; dersom I sige mig det, vil jeg og sige Eder, af hvad Magt jeg gjør dette. 25Johannes' Daab, hveden var den? af Himmelen, eller af Menneskene? Men de betænkte ved sig selv og sagde: sige vi, den var af Himmelen, da vil han spørge os: hvi troede I ham da ikke? 26Men sige vi: den var af Menneskene, frygte vi os for Folket; thi de holdt alle Johannes for en Prophet. 27Og de svarede Jesus og sagde: vi vide det ikke. Da sagde han og til dem: saa siger jeg ikke heller, af hvad Magt jeg gjør dette. 28Men hvad tykkes Eder? Et menneske havde to Sønner; og han gik til den første og sagde: Søn gak hen, arbeid i Dag udi min Viingaard. 29Men han svarede og sagde: jeg vil ikke; men derefter angrede det ham, og han gik hen. 30Og han gik til den anden og sagde ligesaa. Men han svarede og sagde: Herre, jeg vil; og gik ikke hen. 31Hvilken af de to gjorde Faderens Villie? De sagde til ham: den Første. Jesus sagde til dem: sandelig siger jeg Eder, at Toldere og Skjøger gaae for Eder i Guds Rige. 32Thi Johannes kom til Eder paa Retfærdigheds Vei, og I troede ham ikke, men Toldere og Skøger troede ham; men enddog I det saae, angrede det Eder alligevel ikke derefter, saa I troede ham. 33Hører en anden Lignelse: der var en Huusbonde, som plantede en Viingaard og satte et gjerde omkring den og gravede en Perse i den og byggede et Taarn; og han leiede den til Viingaardsmænd, og drog udenlands. 34Men der Frugtens Tid kom, sendte han sine Tjenere til Viingaardsmændene, at annamme dens Frugter. 35Og Viingaardsmændene toge hans Tjenere; en sloge de, en anden dræbte de, en anden stenede de. 36Han sendte atter andre Tjenere, flere end de første; og de gjorde ligesaa med dem. 37Men derefter sendte han sin Søn til dem og sagde: de ville dog undsee sig for min Søn. 38Men der Viingaardsmændene saae Sønnen, sagde de til hverandre: denne er Arvingen; kommer, lader os slaae ham ihjel og tilvende os hans Arv. 39Og de toge ham og stødte ham udenfor Viingaarden og sloge ham ihjel. 40Naar da Viingaardens Herre kommer, hvad skal han gjøre med disse Viingaardsmænd? 41De sagde til ham: han skal ilde omkomme de Onde, og leie sin Viingaard til andre Viingaardsmænd, som skulle give ham Frugterne i deres Tid. 42Jesus sagde til dem: have I aldrig læst i Skrifterne: den Steen, som Bygningsmændene forskøde, den er bleven til en Hovedhjørnesteen; det er skeet af Herren, og er underligt for vore Øine. 43Derfor siger jeg Eder, at Guds Rige skal tages fra Eder og gives et Folk, som skal bære dets Frugter. 44Og hvo som falder paa denne Steen, skal sønderstødes; men hvilken den falder paa, ham skal den knuse. 45Og der de Ypperstepræster og Pharisæerne hørte hans Lignelser, mærkede de, at han talede om dem. 46Og de søgte at gribe ham, men frygtede for Folket; thi de holdt ham for en Prophet.