‏ Matthew 22

1Og Jesus svarede og talede atter ved Lignelser til dem og sagde: 2Himmeriges Rige lignes ved en Konge, som gjorde sin Søns Bryllup. 3Og han udsendte sine Tjenere, at kalde de Budne til Bryllup; men de vilde ikke komme. 4Han udsendte atter andre Tjenere og sagde: siger de Budne; see, jeg har beredt mit Maaltid, mine Øxen og det fede Kvæg er slagtet, og Alting er rede; kommer til Bryllup. 5Men de foragtede det og gik hen, den Ene paa sin Ager, den Anden til sit Kjøbmandskab; 6Andre grebe hans Tjenere, forhaanede og ihjelsloge dem. 7Men der Kongen det hørte, blev han vred og skikkede sine Hære ud, og ødelagde disse Manddrabere og satte Ild paa deres Stad. 8Da sagde han til sine Tjenere: Brylluppet er vel beredt, men de Budne vare det ikke værd; 9gaaer derfor ud paa Veiskjellene, og byder til Bryllup saa mange, som I finde. 10Og de Tjenere gik ud paa Veien og samlede alle dem, de fandt baade Onde og Gode; og Bryllupshuset blev fuldt af Gjester. 11Da gik Kongen ind at besee Gjesterne, og han saae der et Menneske, som ikke var iført Bryllups-Klædningen. 12Og han sagde til ham: Ven! hvorledes er du kommen hid ind, og har ikke Bryllups-Klædningen paa? Men han taug. 13Da sagde Kongen til Tjenerne: binder Hænder og Fødder paa ham, og tager ham og kaster ham ud i det yderste Mørke; der skal være Graad og Tænders Gnidsel. 14Thi mange ere Kaldede, men Faa udvalgte. 15Da gik Pharisæerne hen og holdt Raad, hvorledes de kunde besnære ham i Ord. 16Og de sendte deres Discipel til ham med de Herodianer og sagde: mester! vi vide, at du er sanddru, og lærer Guds Vei i Sandhed, og skjøtter om Ingen; thi du anser ikke Menneskers Person. 17Siig os derfor: hvad tykkes dig? er det tilladt at give Keiseren Skat eller ei? 18Men som Jesus havde mærket deres Ondskab, sagde ham: I Øienskalke, hvi friste I mig? 19Viser mig Skattens Mynt. Men de bragte ham en Penning. 20Og han sagde til dem: hvis Billede og Overskrift er dette? 21De sagde til ham: Keiserens. Da sagde han til dem: saa giver Keiseren det, som Keiserens er, og Gud det, som Guds er. 22Og der de hørte det, forundrede de sig, og forlode ham og gik bort. 23Paa den samme Dag traadte Sadducæerne til ham, som sige, at der ikke er Opstandelse, og spurgte ham og sagde: 24Mester! Moses har sagt: naar Nogen Døer, og har ikke Børn, skal hans Broder for Svogerskabs Skyld tage hans Hustru tilægte og opreise sin Broder Sæd. 25Men nu have været hos os syv Brødre; og den første giftede sig og døde, og efterdi han ikke havde Sæd, efterlod han sin Broder sin Hustru. 26Og den anden ligesaa, og den tredie, indtil den syvende; 27men sidst af dem alle døde og Kvinden. 28Hvis Hustru af disse syv skal hun da være i Opstandelsen? thi de have alle havt hende. 29Men Jesus svarede: I fare vild, idet I ikke kjende Skrifterne, ei heller Guds Kraft. 30Thi i Opstandelsen skulle de hverken tage tilægte, ei heller bortgiftes; men de ere ligesom Guds Engle i Himmelen. 31Men have I ikke læst om de Dødes Opstandelse, hvad som er talet til Eder af Gud, naar han siger: 32jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud. Men Gud er ikke de Dødes Gud, men de Levendes. 33Og der Folket det hørte, forundrede de sig saare over hans Lærdom. 34Men der Pharisæerne hørte, at han havde stoppet Munden paa Sadducæerne, forsamlede de sig. 35Og En af dem, en Lovkyndig spurgte og fristede ham og sagde: 36Mester, hvilket er det store Bud i Loven? 37Men Jesus sagde til ham: du skal elske Herren din Gud i dit ganske Hjerte, og i din ganske Sjæl, og i dit ganske Sind. 38Dette er det første og store Bud. 39Men det andet er ligesom dette: du skal elske din Næste som dig selv. 40Af disse to Bud hænger al Loven og Propheterne. 41Men der Pharisæerne vare forsamlede, spurgte Jesus dem og sagde: 42Hvad tykkes Eder om Christus? hvis Søn er han? De sagde til ham: Davids. 43Han sagde til dem: hvorledes kalder da Deavid ham i Aanden en Herre, da han siger: 44Herren sagde til min Herre: sæt dig ved min høire Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Skammel? 45Efterdi David nu kalder ham en Herre, hvorledes er han da hans Søn? 46Og Ingen kunde svare ham et Ord, og Ingen turde ydermere gjøre Spørgsmaal til ham efter den Dag.