‏ Romans 11

1Jeg spørger derfor: mon Gud har forskudt sig Folk? Det være langt fra! Thi jeg er og en israelit, af Abrahams Sæd, af Benjamins Stamme. 2Gud har ikke forskudt sit Folk, hvilket ham forud kjendte. Vide I ikke, hvad Skriften siger om Elias? hvorledes han træder frem for Gud imod Israel, sigende: 3Herre de have ihjelslaget dine Propheter og nedbrudt dine altre, og jeg er alene overbleven, og de efterstræbe mit Liv. 4Men hvad siger det guddommelige gjensvar til ham? Jeg levnde mig selv syv tusinde Mænd, som ikke have bøiet Knæ for Baal. 5Saaledes er da og i den nærværende Tid en Levning efter Naadens udvælgelse bleven tilbage. 6Men er det af Naade, da er det ikke mere af Gjerninger, ellers bliver Naaden ikke mere Naade; men er det af Gjerninger, da er det ikke mere Naade, ellers er Gjerningen ikke mere Gjerning. 7Hvad altsaa? Det, Israel, søger efter, har det ikke erholdt, men de Udvalgte have erholdt det; de Øvrige bleve forhærdede; 8som skrevet er: Gud gav dem en Dorskheds Aand, øine til ikke at see, Øren til ikke at høre, indtil denne Dag. 9Og David siger: deres Børn vorde dem til en Snare og til en Fælde og til et Anstød og til et Vederlag; 10deres Øine vorde Mørke, saa de ikke see, og bøi altid deres Ryg! 11Jeg spørger derfor: mon de have stødt an, paa det de skulde falde? Det vare langt fra! men ved deres Fald er Saliggørelsen Vederfaren Hedningerne, paa det hine skulle vækkes til Nidkjærhed. 12Men dersom deres Fald er Verdens Rigdom, og deres Skade er Hedningernes Rigdom, hvor meget mere skal deres Fylde være det! 13Thi jeg taler til Eder, I af Hedningerne! saavidt jeg er Hedningernes Apostel, ærer jeg mit Embede, 14om jeg dog kunde vække min Slægt til Nidkjærhed og frelse Nogle af dem. 15Thi dersom deres Forkastelse er Verdens Forligelse, hvad er da deres Antagelse Andet end Liv af Død? 16Men dersom den første Grøde er hellig, da er Deigen ligesaa; og dersom Roden er hellig, da ere Grenene ligesaa. 17Men ere nogle af Grenene afbrudte, og er du, en vild Oliekvist, indpodet iblandt dem og bleven meddeelagtig i Olietræets Rod og Fedme, 18da roes dig ikke mod Grenene; men dersom du roser dig, da bærer jo du ikke Roden, men Roden dig. 19Du vil sige: Grenene ere afbrudte, paa det jeg skulde blive indpodet. 20Vel! de ere afbrudte ved Vantro, men du staaer ved Troen; vær ikke overmodig, men frygt! 21Thi sparede Gud ikke de naturlige Grene, skal han maaskee ei heller spare dig. 22See derfor Guds Godhed og Strenghed; Strengheden mod dem, som ere faldne, men Godheden mod dig, om du bliver ved i Godheden; ellers skal ogsaa du afhugges. 23Men ogsaa hine skulle indpodes, dersom de ikke blive ved i Vantroen; thi Gud er mægtig til atter at indpode dem. 24Thi dersom du er afhuggen af det Olietræ, som er vildt af Naturen, og imod Naturen er indpodet i et godt Olietræ, hvor meget mere skulle disse, som ere af Naturen Olietræets Grene, indpodes i deres eget Træ? 25Thi jeg vil ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om denne Hemmlighed, (paa det I ikke skulle mene Eder kloge), at forhærdelse er kommen over en Deel af Israel, indtil hedningernes Fylde er indgaaet; 26og saa skal det ganske Israel frelses, som skrevet er: fra Zion skal Befrieren komme og afvende Ugudelighed fra Jakob; 27og denne er min Pagt med dem, naar jeg har borttaget deres Synder. 28Efter Evangelium ere de vel Fjender for Eders Skyld; men efter Udvælgelsen ere de elskelige for Fædrenes Skyld; 29thi Naadegaverne og sit kald fortryder Gud ikke. 30Og ligesom I tilforn vare ulydige mod Gud, men have nu faaet Barmhjertighed ved deres Vantro, 31saaledes ere og disse nu blevne ulydige ved den barmhjertithed som Eder er vederfaren, at ogsaa de maatte faae Barmhjertighed. 32Thi Gud har indesluttet Alle under Ulydighed, at han kunde forbarme sig over Alle. 33O Rigdoms Dyb, baade paa Guds Viisdom og Kundksab! hvor uransagelige ere hans Domme, og hans Veie usporlige! 34Thi hvo har kjendt Herrens Sind? eller hvo var hans Raadgiver! 35eller hvo gav ham først, at det igen skulde betales ham? 36thi af ham og ved ham og til ham ere alle Ting; ham være Ære i Evighed! Amen.